Fundsatsen

§ 1
Stiftelsens navn er Ribe Kloster.
Ribe Kloster hed tidligere Ribe Hospital, og blev stiftet af Christian III ved gavebrev af 12. oktober 1543. Med kongens gave fulgte en del jordegods m.v. som grundlag for Hospitalets drift.
Ribe Kloster har til huse i de bygninger, der i middelalderen blev opført til Ribes Sortebrødrekloster, som blev grundlagt i 1228.
Det oprindelige Ribe Hospital skulle tage sig af "fattige, såre og syge", men med tiden blev det skik også at give ophold og bolig til nogle lidt bedrestillede, men dog trængende enlige, heriblandt enker efter personer ansat i Hospitalet. Hospitalet sørgede herefter fuldt ud for dem og var enearving, når de pågældende døde.
I perioden 1709 til 1862 var der også dårekiste (pladser for sindssyge) i en del af Hospitalet. Efter dårekistens nedlæggelse blev Klostret efter bestemmelse af 1865 fra justitsministeriet efterhånden indrettet til boliger, "nærmest beregnet for trængende enlige af middelstand". Disse boliger skulle bestå af dagligstue og sovekammer. Klostrets nuværende 9 boliger har samme omfang, men er også forsynet med badeværelse og tekøkken. De fleste af Hospitalets ejendomme blev solgt fra i 1792. Klostret ejer nu alene sine bygninger med have- og parkarealer i Ribe, samt 23,5 ha græsningsjord i Ribe-marsken.
Fonden Pastor Bruuns Enkesæde er med virkning fra 1. januar 2008 sammenlagt med Ribe Kloster med Ribe Kloster som den fortsættende fond, og enkesædets særlige formål, at give bolig for en præsteenke, er indarbejdet i denne fundats.  
                                                                                                                  

§ 2
Stiftelsens hjemsted er Ribe i Esbjerg kommune.

§ 3
Klostrets formål er at yde enligtstillede kvinder og mænd, der fortrinsvis er hjemmehørende i Ribe stift, bolig under betryggende forhold.
Stk. 2. Ved tildeling af bolig gives der fortrinsret for en præsteenke, såfremt der ikke allerede findes en sådan blandt stiftelsens beboere. Så længe ejendommen Hundegade 14, matr. nr. 116 m.fl. Ribe Bygrunde, Ribe, er i stiftelsens eje, opretholdes den for denne ejendom gældende fortrinsret for slægtninge af familierne Biering, Bang og Wellejus.
Stk. 3. Optagelse på Klostret sker efter skriftlig ansøgning til forstanderen, der afgiver indstilling herom til formanden. Der skal lægges vægt på, at ansøgeren efter sin alder, helbredstilstand, hidtidige vandel og hele livsførelse findes egnet til optagelse i Klostret.
Stk. 4. Formanden kan bestemme, at indkaldelse af ansøgninger skal ske ved opslag i et eller flere dagblade.
Stk. 5. Beboere skal ved optagelsen normalt være fyldt 50 år og endnu ikke fyldt 80 år. Beboere skal ved optagelsen være selvhjulpne.
Stk. 6. En beboer kan efter egen bestemmelse udtræde af Klostret med tre måneders varsel til den 1. i en måned.

§ 4
Beboere, som er optaget, har pligt til at bo på Klostret og skal rette sig efter de forskrifter, der gælder for stiftelsen og som meddeles dem af forstanderen.
Stk. 2. Beboerne må ikke holde husdyr.
Stk. 3. Bestyrelsen kan bestemme, at en beboer med tre måneders varsel skal udelukkes af Klostret, hvis beboeren helbredsmæssigt eller på grund af sin vandel, ikke findes egnet til at bo i Klostret.

§ 5
Til hel eller delvis dækning af de udgifter, der er forbundet med driften af de i Klostret værende boliger og de dertil hørende faciliteter, betaler beboerne en månedlig ydelse, benævnt boligbidrag, hvis størrelse fastsættes af bestyrelsen.
Stk. 2. Ved optagelse på Klostret betales en engangsydelse, der ligeledes fastsættes af bestyrelsen.
Stk. 3. Bestyrelsen kan, hvor særlige forhold måtte tale herfor, yde en beboer hel eller delvis fribolig, og kan tillige træffe bestemmelse om, at en ansøger ved optagelse på klostret ikke skal betale engangsydelse.
stk. 4. Ud over betaling af boligbidrag betaler Klostrets beboere et beløb til hel eller delvis dækning af klostrets udgifter til varme, elektricitet, vandafledning og renovation.
Stk. 5. Bestyrelsen kan bestemme, at der tilbydes beboerne delvis kost, som betales særskilt.

§ 6
Stiftelsens grundkapital udgøres af de til klostret hørende faste ejendomme, der ved vurdering pr. 31. december 2007 er ansat til en ejendomsværdi på kroner 5.514.080, samt af en bundet kapital, der pr. 31. december 2007 havde en samlet kursværdi på kroner 1.642.205.
Med virkning fra 1. januar 2008 er Klostret sammenlagt med Fonden Pastor Bruuns Enkesæde, der indgår i Klostret med ejendommen Hundegade 14, Ribe, matr.nr. 116 m.fl. Ribe Bygrunde, ejendomsværdi pr. 31. december 2007 kroner 2.300.000, samt en bundet kapital, der pr. 31. december 2007 udgjorde kroner 96.614,06 (obligationsbeholdning bogført til anskaffelsesværdi).
Stk. 2. På Klostrets faste ejendomme tinglyses bestemmelse om, at der ikke må rådes over disse eller den bundne kapital ved salg, pantsætning eller lignende uden tilladelse fra Civilstyrelsen.
Stk. 3. Klostrets øvrige midler skal anbringes i overensstemmelse med de i fondslovgivningen til enhver tid indeholdte bestemmelser.

§ 7
Med fradrag af henlæggelser efter stk. 2 påhviler det bestyrelsen at anvende årets overskud til de formål, der er fastsat i fundatsen. Anvendelsen kan udskydes til et senere regnskabsår, hvis det er af betydning for opfyldelsen af Klostrets formål.
Stk. 2. Bestyrelsen kan foretage rimelige henlæggelser af årets overskud til konsolidering af Klostrets formue under iagttagelse af de bestemmelser herom, som er eller måtte blive fastsat af Civilstyrelsen.

§ 8
Fondsmyndigheden er Civilstyrelsen, der som sådan har indseende med Klostrets virksomhed.

§ 9
Klostrets ledes af en bestyrelse, der udgøres af biskoppen over Ribe Stift, stiftamtmanden over Ribe Stift, politidirektøren for Syd- og Sønderjyllands Politi, borgmesteren i Esbjerg Kommune og sognepræsten ved Sct. Catharinæ kirke. Hvervet som formand varetages af biskoppen.
Stk. 2. Bestyrelsen har ansvaret for Klostrets virksomhed og træffer alle beslutninger på stiftelsens vegne. Bestyrelsen er ulønnet.
Stk. 3. Klostret tegnes af formanden i forening med forstanderen; i formandens fravær, af et bestyrelsesmedlem i forening med forstanderen.

§ 10
Klostrets daglige ledelse varetages af en forstander, som skal bo på klostret.                                        
Stk. 2. Forstanderen ansættes og afskediges af bestyrelsen. Ansættelse og afskedigelse skal via Civilstyrelsen godkendes ved kongelig resolution. Forstanderen fratræder normalt ved udgangen af den måned, hvor han fylder 70 år.
Stk. 3 Forstanderen er sekretær for  bestyrelsen  


§ 11
Forstanderen ansætter og afskediger Klostrets personale.                                                                  
Stk. 2. Deres antal og aflønning skal godkendes af bestyrelsen.


§ 12
Klostrets regnskabsår er kalenderåret.
Stk. 2. Klostrets regnskab skal udarbejdes i overensstemmelse med god regnskabsskik, og skal indeholde driftsregnskab (resultatopgørelse), balance over midler tilhørende formuen, samt kapitalbevægelser i regnskabsåret.
Stk. 3. Årsregnskabet aflægges, revideret af registreret revisor, inden 6 måneder efter regnskabsårets udløb. Det indsendes til Civilstyrelsen, når der anmodes herom.

§ 13
Såfremt en beboer udtræder af Klostret forinden der er forløbet 4 år efter optagelsen, kan den af den pågældende indbetalte engangsydelse, jfr. § 5, stk. 2 efter bestyrelsens bestemmelse tilbagebetales helt eller delvist.

 § 14
Nærværende fundats skal være gældende fra datoen for Civilstyrelsens godkendelse og træder i stedet for den hidtidige fundats af 3. maj 1988.
   

Ribe den 22.december 2008
Bestyrelsen for Ribe Kloster

Elisabeth Dons Christensen, biskop
Torben Sørensen, stiftamtmand,                           
Johnny Søtrup, borgmester
Jørgen Meyer, politidirektør                                  
Jørgen Bork Hansen, sognepræst
Niels Grimstrup, forstander
 

Ledige Boliger

Der er i øjeblikket
0 ledige boliger